Aftenvandringen 2017

Årets aftenvandring fandt sted mandag den 22. maj 2017, hvor ca. 90 medlemmer mødtes ved parkeringspladsen ved Tirsbæk strand kl. 19.00.Vi var på turen begunstiget af et særdeles fint vejr, hvor såvel området som Vejle fjord fremstod så fint som muligt. Turen afsluttedes med at vi indtog den medbragte kaffe ved bænkene ved Tirsbæk strand.

Med udgangspunkt fra Tirsbæk strand og med Bent Mikkelsen som kyndig guide, foregik turen i området syd for Strandvejen mellem Tirsbæk strand og Jeppes Kilde.

Fra Tirsbæk strand gik turen op over stien gennem skoven til Selsbjergvej. Fra Selsbjergvej til Strandvejen og videre til Toppen. Via stien neden om Toppen tilbage til Strandvejen og ned ad Beckersvej. Via stien til stranden nederst på Beckersvej ad stranden til Rosenvænget og tilbage til Strandvejen. Forbi Sønderlidevej og Louisevej. Ned ad Hyldegårdsvej og ad stien til Jeppes Kilde. Endnu engang tilbage til Strandvejen og et kort smut gennem 3. tunnel og Seligmannsvej. Sluttelig gennem skoven retur til Tirsbæk strand.

Teglværket ved Tirsbæk strand

Ved Tirsbæk strand fortaltes om det teglværk der i sin tid har ligget på området. Historien fortæller desværre ikke meget om teglværket.
Dog fortælles der i bogen ”Vejles Historie” bd. 3 følgende:
Vejles omegn var der en lang række teglværker, de fleste ganske små. Dog var der til Tirsbæk gods tilknyttet et stort teglværk, som blev nedlagt i 1880

 

Stenene fra teglværket blev udskibet fra en anløbsbro ved fjorden og videretransporteret med skib. Murstenene fra teglværket er blandt andet anvendt ved opførelsen af Vejle Rådhus i 1878/1879, og stemplet ”Thyrsbek.”

Vue over Selsbjerg i tidligere tid

”Selsbjerg” er opført som sommerbolig af trælasthandler G. Becker-Christensen. I 1930erne blev bygningen solgt til hotel og sommerrestaurant og senere til Mødrehjælpen. Bandagist Birch drev i nogle år sin bandagistvirksomhed fra huset, der i dag benyttes som privat bolig.

 

 

Fra Toppen udgår der, som flere andre steder langs fjorden, et par offentlige og til dels ukendte stier, én til stranden og én, som vi fulgte, neden om Toppen og tilbage til Toppen.

”Poppelhus” beliggende Rosenvænget 3 er et gammelt smukt men misvedligeholdt hus, som på et tidspunkt har været ejet af kolonialgrossist, og i en periode handelsminister, Jørgen Christensen.

På Louisevej lå der indtil 1930erne den meget pompøse ejendom ”Lille Selsbjerg,” med et ganske betydeligt jordtilliggende, der siden er udstykket i adskillige parceller. Den oprindelige ejendom blev opført af direktør Houmann fra De danske Bomuldsspinderier.

Hyldegaardsvej med ”Hyldegaarden”

Mellem Hessvej og Jeppes Kilde, nærmere betegnet på adressen Hessvej 3, ligger det hus, der oprindeligt er opført som sommerbolig for familien Hess, og som i dag fremstår næsten som da det i sin tid blev opført.

Foreningens årshæfte fra 2005, ”Landliggerne ved Bredballe Strand,” skrevet af Jes Chr. Langager, giver en detaljeret beskrivelse af de huse, der ligger eller har ligget i området. Hæftet kan købes ved henvendelse til foreningen.